PRAKTISKE OPLYSNINGER

Vi har, som udgangspunkt, ingen faste lukkedage. Dog kan der i visse tilfælde blive tilbudt sammenpasning i de øvrige institutioner i Trekløveret, f.eks. d. 24/12 og 31/12.

Børnehaven er normeret til 42 børn, fordelt på 2 stuer, kaldet Mariehønsestuen og Sneglestuen.

Alle pladserne er heldagspladser.

 

KOST (se under vores politikker)

Der serveres morgenmad mellem 6.30 og 7.30.

Vi spiser formiddagsmad kl. 9. Det medbringes i pose eller madkasse med navn på (f.eks. brød, yoghurt eller frugt).

Vi spiser vores medbragte madpakker kl. ca. 11.30. Der serveres vand til madpakkerne. Vi ser gerne at alle børn medbringer egen drikkedunk, med navn. Det er forældrenes ansvar at den fyldes med frisk vand hver dag, og jævnligt bliver rengjort. Børnene har på denne måde altid nem adgang til frisk vand, og egen drikkedunk til tur.

Vi har ingen regler for, hvad børnene må have med på maden. Det er forældrenes ansvar. Det er selvfølgelig vigtigt, at børnene får en alsidig kost, så de kan klare en lang dag i børnehaven.

Forældrebestyrelsen har i samarbejde med de øvrige forældre indført en ”frugtordning” om eftermiddagen. Børnehaven indkøber frugt og grønt og ofte bager vi med børnene. På informationstavlen i køkkenet kan I hver dag se, hvad menuen har været.

 

PÅKLÆDNING (se vores garderobepolitik)

Det er vigtigt at barnets tøj og fodtøj er fornuftigt, praktisk og afstemt efter vind og vejr – og at det er ok, hvis det bliver snavset.

I børnehaven skal der altid være:

· Et eller flere sæt skiftetøj (fra inderst til yderst).

· Regntøj, termotøj + gummistøvler.

· I vinterperioden flyverdragt/skitøj, vanter, hue og varme støvler.

 

ALT SAMMEN FORSYNET MED TYDELIGT NAVN.

 

LEGETØJ (se vores politik)

Børnene må gerne have legetøj med i børnehaven. Husk at forsyne det med navn, og husk det kan blive væk eller gå i stykker. Børnehaven erstatter ikke bortkommet eller ituslået legetøj. Vi bruger heller ikke tid på at gå og lede efter legetøj, der er blevet væk.

 

FRAVÆR

I tilfælde af sygdom, ferie og fridage skal vi informeres. Børnehaven modtager ikke syge børn. Efter sygdom må barnet komme i børnehave igen, dvs. når det er smitte- og feberfri, og i øvrigt er tilpas til at følge dagligdagen. Hvis barnet hentes af en anden end forældrene skal vi have besked i forvejen, ellers må vi ikke udlevere barnet.

 

TURE/TRADITIONER

Som udgangspunkt er der en gruppe børn på tur hver dag.

Vi har tradition for at gøre meget ud af højtiderne. Vi mener, det er en vigtig del af vores kulturarv, og desuden et af vores læreplanstemaer. Vi har ikke noget religiøst udgangspunkt, men mener at hver højtid kræver at få sin historie.

Udover at følge årstiderne har vi også tradition for at afholde motionsløb, bedsteforældredag, fastelavnsfest, arbejdsdag, juleafslutning og grillfest. Kaffedag afholdes med jævne mellemrum (se opslag i køkkenet).

 

FØDSELSDAGE

I børnehaven fejrer vi fødselsdag for børn og voksne. Vi sætter flag ved garderobedøren, og skriver til lykke på tavlen i køkkenet. Vi synger fødselsdagssang, barnet sidder i fødselsdagsstolen og får en gave, som de andre børn har været med til at lave. Det er tilladt at have noget med til uddeling (se vores sukkerpolitik).

Har I i stedet for lyst til at invitere os hjem til fødselsdag, kommer vi meget gerne.

 

BØRNEHAVENS DAGLIGDAG

KL 06.30 – Børnehaven åbner. De første der møder samles i køkkenet, hvor vi serverer morgenmad. (forældre må gerne få morgenkaffe/the).

KL 07.30 – Morgenmaden ryddes væk.

KL 09.00 – Formiddagsmad. Børnene får en mad fra madpakken eller medbragt formiddagspose.

KL 09.30 – Vi går i gang med dagens aktiviteter. Aktiviteterne kan være planlagte eller spontane, selvvalgte eller voksenstyrede. En gang om ugen har vi opdelt børnene i aldersgrupper. Ankommer et barn efter kl. 9.30, kan det forekomme at alle børn og voksne er ude af huset. Ring evt. og tjek.

KL 11.15 – Efter oprydning er der samling på egen stue. I vinterhalvåret er vi altid inde, og her bliver der læst, sunget og fortalt om små og store hændelser. I sommerhalvåret kan det være at samlingen springes over, når vi er ude eller på tur. Som en del af vores daglige rutiner, er børnene på skift med til at dække dække bord. Herefter spiser vi madpakker. Vi spiser i stilhed (Magna) et kvarter, hvorefter der må snakkes. At spise i stilhed giver ro til krop og hjerne, mens maden indtages.

Efter madpakkerne går vi på legepladsen. De børn, der har behov for det, har mulighed for at sove til middag. Medbring evt. sut og sovedyr. Vi har madrasser til hvert barn. Vi har også tæpper, men det er en god ide selv at medbringe egen pude og dyne, da der er stor tryghed i det velkendte.

KL 14.00 – Eftermiddagsmaden stilles frem og spises samlet. Vi spiser ofte ude, da vores halvtag gør det muligt at spise ude i næsten al slags vejr.

Når vejret tillader det bliver vi ude efter frugt.

KL 17.00 –  Børnehaven lukker. Om fredag kl. 15.45.